Condor-Danmark vinder årets publikumspris for det danske landskab til virtuel svæveflyvning.
Kilde: DSVU

Det er med store glæde og stolthed at de to medlemmer Chris Oxholm og Finn Kristensen i Condor-Danmark vandt publikumsprisen i forbindelse med Geoforums netop afholdte Geo-Dage i Aalborg.

”Det var helt vildt. Vi var oppe mod store fine virksomheder og statslige organisationer, som har brugt millioner på deres projekter. Alligevel vandt vi glade amatører, og det er vi meget glade og stolte over”, fortæller Chris Oxholm fra Condor Danmark om deltagelsen i den årlige branchemesse for Geodata i Aalborg.

De to, Chris Oxholm og Finn Kristensen, vandt over professionelle firmaer og statsstyrelser, som til dagligt arbejder med anvendelse af de offentlige geodata, som anvendes til en lang række for formål. Condor-Danmark blev nomineret sammen med Boliga.dk med ”Interaktive skyggekort” (Boliga.dk), udinaturen.dk ”Gode naturoplevelser – og friluftsdata – til alle!” (Naturstyrelsens), Internet siden klimatilpasning.dk om Klimatilpasning- og Arealanvendelsesværktøj for Miljø- og Planmedarbejdere (Miljøstyrelsen) samt havplan.dk ”Den Digitale Havplan” (Søfartsstyrelsen).

Geoforum er brancheorganisation for medlemmerne som spænder fra private virksomheder over offentlige institutioner til forskere, undervisere og privatpersoner, der beskæftiger sig professionelt med anvendelser af geografiske informationer og data.

 

Condor-Danmark

Klubben, som er en af klubberne tilknyttet Dansk Svæveflyver Union, flyver virtuel svæveflyvning i simulatorprogrammet ”Condor – The Competition Soaring Simulator”.

Producenten af programmet har designet programmet således at genskabe den ultimative fornemmelse af svæveflyvning på Windows baseret computer. Der er lagt en masse energi i at skabe et miljø, der kan sammenlignes med rigtig konkurrencesvæveflyvning. Dette betyder at aerodynamik og vejrforhold har været højt prioriteret under udviklingsarbejdet. Resultatet er en forbavsende realistisk flyvning med vejrforhold som er udfordrende.
Klubben har arbejdet på at optimere det danske landskab i programmet, således at realismen bliver så stor som mulig, netop ved at de enkelte svæveflyveklubbers flyveplads er som de er i virkeligheden.

 

Der blev fra starten sat nogle mål for hvad det danske landskab skulle opfylde.

Nemlig, at det skulle være gratis, landskabet skulle være korrekt, skal kunne anvendes til uddannelse og konkurrence, samt at de steder i Danmark hvor der er svæveflyveklubber, skal opleves virkelighedstro – altså de rigtige bygninger i form af 3D hangarer og klubhuse, som den enkelte pilot kender fra svæveflyvepladsen.

Målene er nået, hvilket ses på det antal der flyver over det virtuelle danske landskab.

Formanden for Dansk Svæveflyver Union, Jens Jørgen Hansen, udtaler ”Det er meget imponerende, at Condor-Danmark har vundet denne flotte og anerkendelsesværdige pris. Hvilket der også er udtrykt direkte til de to der står bag det danske landskab. Et landskab jeg ved der bliver brugt rundt i danske svæveflyveklubber både til undervisning og konkurrencer, samt naturligvis i de konkurrenceflyvninger som Condor-Danmark fast gennemfører med klubbens internetservere.

Jens Jørgen Hansen tilføjer, at han ser E-sporten som et vigtigt bidrag til den almindelige svæveflyvning der sker i de enkelte svæveflyveklubber.